Tangs historie
Indledning
Det sker ofte, at vi får spørgsmålet om, hvordan tangen har været brugt i historien – fra de første mennesker på jorden til i dag. Det er et ret omfattende spørgsmål, der kan holdes flere foredrag om. Det er ikke kun som menneskeføde, men også hvordan man brugte tang til gødning og dyrefoder. Alt dette prøver vi at komme ind på i den efterfølgende.
Generelt er det begrænset hvad der er skrevet om tang i historien, men vi er rigtigt glade for at Ole G. Mouritsen har givet tilladelse til at bruge passager fra hans bog ”Tang – Grøntsager fra havet”
De gode omega 3-fedstoffer
De gode omega 3-fedtstoffer Michael Crawford, en engelsk hjernekemiker, har påpeget, at kun i kystområder findes nødvendige og tilstrækkelige kilder til de essentielle og super-umættede omega-3 fedtstoffer, som tang og fisk indeholder, såsom DHA (docosahexaensyre) og EPA (eicosapentaensyre), der er nødvendige for at danne et komplekst nervesystem og en stor hjerne. Forskning har vist, at folk, der lever ved kysterne, sjældent har sygdomme forårsaget af iodmangel. Ingen vildtlevende dyr, herunder primater, viser tegn på iodmangel. Konklusionen må være, at deres kost er i balance med deres genetiske behov. I Ole G. Mouritsens bog diskuterer han dette emne yderligere:
Det har været en helt afgørende faktor for evolutionen af mennesket, som vi kender det i dag, at vores
forfædre i en periode fra omkring en million år siden og til fremkomsten af det første moderne Homo
sapiens har haft en kost, som bestod af fisk og skaldyr. Det er noget vanskeligere at afgøre, om disse tidlige
hominider også har spist tang. Tang er ellers også righoldig på omega-3 fedtstoffer, og det er faktisk herfra,
dyr i havet får disse fedtstoffer. Studier af fossiler af tidlige hominider viser imidlertid, at tændernes
emaljeoverflader har slidmærker, som er kendetegnet for føde, der indeholder en vis mængde
silikatpartikler, som typisk findes i planter fra vådområder. Desuden viser analyser af mineraler i fossile
knogler, at forholdet mellem strontium og calcium er så lavt, at det tyder på, at disse individer ikke har
været øverst i fødekæden og derfor sandsynligvis har været planteædere. Det er nærliggende at antage, at
tang på grund af den rige forekomst i kystområderne har udgjort en del af de tidlige hominiders kost.
Menneskets tidligste anvendelser af tang
Da tang nedbrydes hurtigt, er det svært at finde klare arkæologiske beviser for, at mennesker har brugt tang som føde i fortiden. Men det virker naturligt, da mennesker altid har haft interesse i at finde føde i form af fisk og skaldyr i vandet.
(Kilde: Århus Universitet)
Der har de sidste år været meget snak om paleokosten, også kendt som stenalderkost. Arkæolog og botaniker Sabine Karg, der er ekstern lektor ved Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet, har brugt mange år på at specialisere sig i arkæobotanik. Hun fortalte i et interview til Videnskab.dk i 2012 om fundene i arkæologiske udgravninger:
»Kulhydrater har været en del af kosten. På oversvømmede bopladser fra jægerstenalderen er der fundet spor af både rødder og frø fra forskellige vandplanter og vilde græsarter.«
»Hvad man finder på de arkæologiske udgravninger, afhænger både af bevaringsforholdene, og af hvordan man dengang har tilberedt maden. For os er forholdene særligt gode på oversvømmede bopladser, hvor organisk materiale bevares godt, og i brandlag eller ildsteder hvor man finder planterester, der er brændt,« siger Sabine Karg og giver et eksempel:
»Vi har for eksempel fundet frø fra vilde græsarter og vandplanter samt rødder, der har været en del af jægernes kost. Især når man ikke var heldig på jagten, måtte man tage ud og samle og grave rødder op.«
Østers og muslinger var også en del af føden, og derfor var det naturligt at kaste sig over vandplanterne, altså tang, det vi i dag omtaler som havets grøntsager. Da man på denne tid ikke dyrkede jorden, men fulgte dyrene, man skulle leve af, måtte man spise hvad der var tilgængeligt og her var havet en stor del af kosten. Ole G. Mouritsen skriver:
Alle kyststrækninger i Norden, fra Kattegat mod syd til Ishavet mod nord har et bælte af forskellige
fastsiddende tangarter. Tang har utvivlsomt fra de tidligste tider, hvor der har lavet mennesker i Norden,
været udnyttet til en lang række formål, både som føde til mennesker og dyr og som et velegnet materiale
til dagligdagens forskellige, praktiske formål. Måltidsrester fra kystbopladser fra den ældste stenalder,
jægerstenalderen, som i Skandinavien falder efter den sidste istid i perioden f.kr f.kr., viser, at
stenaldermenneskets kost i helt overvejende grad er kommet fra havet. Rester af muslingeskaller, fiskeben
og knogler fra havpattedyr som hvaler og sæler knytter mennesket uløseligt til havet. Det var i kystområder,
mennesket slog sig ned ved indvandringen fra syd ved istidens ophør. Men da planter og tang ikke
efterlader lignende klare spor som hårde skaller og knogler, er det uvist, om stenaldermennesket har
suppleret sin kost med tang. Eventuelle fund af rester af forkullet tang i ildsteder eller på lerkar kan ikke
entydigt henføres til brug som menneskeføde. Tangen kan lige så godt have være brugt som brændsel til
bålet. Al sandsynlighed taler imidlertid for, at de lettilgængelige tangarter ved kysterne må have spillet en
rolle i ældre stenalder, inden agerbruget vinder indpas, og der bliver lettere adgang til planteføde. De
norske vikinger har sandsynligvis medbragt tørret tang som proviant på deres lange togter. Der findes
skriftlige kilder, som vidner om anvendelsen af tang til menneskeføde på Island tilbage i 900-tallet, både i
sagaerne og i lovene. Eskimoerne på Grønland har om vinteren spist kogt tang (vingetang, blæretang, søl,
buletang), hvilket utvivlsomt har været en vigtig kilde til C-vitaminer uden for fangstsæsonen. Islændinge
har haft tradition for at indsamle en række forskellige slags tang, ikke mindst rødalger, som har været en
vigtig fødevare. Søl har for islændingene været en del af kosten gennem hele middelalderen, og i en skriftlig
kilde fra 1552 nævnes søl som en obligatorisk del af latinskoleelevernes kost. Det er muligt, at traditionen
for at spise tang er overført til Island fra England og Skotland og dernæst fra Island til Norge, hvor især
konsum af rødalgen søl har været udbredt i kystegnene. I Norge og på Island og Færøerne har søl været
nem at indsamle ved lavvandede kyster og efterfølgende at tørre til senere brug. Både islændingene og
muligvis også nordmændene har spist frisk søl indbagt i brød og tørret og saltet søl som en slags snack. Når
den skulle spises, blev tangen blandet med smør eller fedt og serveret sammen med tørret fisk eller kogte
kartofler og kålroer. Det har også været brugt at koge søl sammen med mælk eller i havregrød. Endelig har
søl været blandet i brøddej for at drøje på melet. I år med mangel på mad og risiko for hungersnød har
islændingene sikkert også måttet ty til mere hårdføre arter end søl. Det har især drejet sig om
carrageentang (Chondrus crispus) og vingetang (Alaria esculenta), der ellers kun blev brugt som dyrefoder.
For omkring to hundrede år siden blev det erkendt videnskabeligt, at iod er tæt forbundet med tang og mad
fra havet, men folk ved kysten har formodentlig i mere end tusind år vidst, at man kunne undgå struma ved
at spise skaldyr og især brunalger, som indeholder store mængder iod i forhold til planter dyrket på
landjorden. Struma er en sygdom, som vi nu ved skyldes mangel på iod i skjoldbruskkirtlen. Fra slutningen af
1200-tallet findes i Frankrig den tidligst kendte medicinske anvisning brændt tang som middel mod struma.
Den engelske læge Bernard Russell brugte i midten af 1700-tallet afbrændte brunalger både indvortes og
udvortes til at kurere struma og kirtelsyge i halsen. Mange lande har da også i de sidste snart hundrede år
påbudt, at bordsalt skal tilsættes iod for at sikre folkesundheden. For ældre danskere er fællesbetegnelsen
for store brunalger, kelp sikkert kendt fra den gammeldags saltbøsse på frokostbordet. Kelp er en god kilde
til både salt og iod.
I fund fra Chile og Japan er der dog antydninger af, at kystbefolkningen dér har brugt tang så langt tilbage
som før f.kr. I Monte Verde i det sydlige Chile har man på et udgravningssted, som kan dateres til f.kr.,
fundet rester af adskillige tangarter, som lå i en morter og på arnesteder. Denne tang er bevaret, fordi
fundet har ligget i sur mosejord. Det er vanskeligt at afgøre, om den fundne tang har været brugt i en slags
brød eller kage, eller til medicinske formål. Det afgørende er, at det er usandsynligt, at tangen har været
brugt alene som brændsel. Traditionen inden for de klassiske medicinske hovedretninger i Kina, Japan og
Indien ( ayurveda ) peger på meget tidlige anvendelser af tang til medicinske formål. Grundlæggelsen af den
traditionelle kinesiske urtemedicin tilskrives den legendariske kejser Shen Nung, som levede for år siden.
Shen Nung, som også siges at have opdaget teen, var den første til at beskrive og anbefale planter til
lægebrug, og han var opmærksom på planters terapeutiske virkning. Ifølge Shen Nung kan tang, via sin
salte og krydrede smag, virke til at blødgøre, fugte og smøre samt give helse ved at løsne muskler og opløse
både knuder og svulster. Tang blev derfor anbefalet til at helbrede forstoppelse, kirtelsyge, cyster og kronisk
brochitis. Skriftlige kilder er dog sparsomme. Shen Nungs materia medica blev først nedskrevet flere tusinde
år efter hans tid. Der findes en kinesisk lægebog om tang fra omkring 300 f.kr. skrevet af Chi Han. Det har
været påstået, at tang omtales i den ægyptiske Ebers Papyrus fra f.kr., som er et af de ældste eksisterende
dokumenter om lægekunst. Heri beskrives planter som lægedom for bylder og svulster. Det har været
diskuteret, om Ebers Papyrus beskrivelse kan fortolkes som en kur med tang mod brystkræft. Nyere
undersøgelser af teksterne synes dog ikke at give noget belæg herfor. Mange forskellige arter af tang har
utvivlsomt i årtusinder været anvendt som føde i kystegne overalt på Jorden. Det er imidlertid
bemærkelsesværdigt, at udnyttelsen af tang har været meget begrænset i Europa og Nordamerika i forhold
til i Asien, Polynesien, Sydamerika, Australien og New Zealand. Især i Sydøstasien og Polynesien har tang
bevaret sin status som en vigtig fødevare helt op til nutiden.
Tang som betalingsmiddel
I takt med, at man opdager tangens værdi, begynder man at bruge det som en form for valuta, og det bliver et symbol på rigdom. Ole G. Mouritsen skriver om dette:
På Island har søl været brugt som handelsvare siden 700-tallet og har indgået i handelen mellem folk ved
kysten og dem inde i landet. Indsamlingen af søl foregik på Island i slutningen af juni måned, hvor samlerne
slog telte op på stranden, mens indsamlingen foregik. Folk kom til stranden for at bytte sig til tang, og for et
kilo tørfisk kunne man købe to kilo søl. Søl var hård valuta, og ofte bestod lejen af en gård i et aftalt
kvantum tang. Den indsamlede søl blev skyllet i vand og dernæst lagt til tørre. Under tørringen kunne et
hvidt pulver (bestående af salte og aminosyrer) trænge ud og lægge sig på tangens overflade. Jo mere af
dette salt-søde pulver, som trængte ud, jo mere skattet var den tørrede søl.
Tang var værdsat af både almindelige mennesker og adelen. Især i Japan har tang spillet en vigtig rolle, som
skyldes landets lange kystlinje og den store rigdom af mange forskellige tangarter. Både i Japan, Korea og
Kina har tang været omgærdet af ærbødighed og respekt og var tidligere forbundet med velstand. Der var
perioder, hvor den fine tang var forbeholdt adelen. Tang nævnes ofte i klassiske, japanske digte fra tallet.
Digtene omtaler fiskerkoner, der indsamler tang til saltfremstilling og som skattebetaling. Den ældste
japansk-kinesiske ordbog fra år 934 omtaler 21 forskellige tangarter som anvendelige til føde og giver
anvisninger på deres tilberedning. Mange af opskrifterne har overlevet til nutiden. Afbrænding af tang og
ofring af tang og andre madvarer til guderne har spillet en rolle i de japanske Shinto-templer som et
frugtbarhedssymbol og en bøn om en rig høst. Japanernes særlige respekt for tang afspejler sig i den årlige
Tangens Dag, som er den 6. februar.
Helt op i 1700-tallet har tang været brugt som skattebetaling i Japan. Tang har i årtusinder været en vigtig
del af kosten på Hawaii og andre polynesiske øer. Tang ( limu ) blev dyrket i særlige haver, og mere end 70
forskellige arter blev anvendt, enten som føde, til medicin eller ved religiøse ceremonier. På Hawaii har
mindst 40 arter været brugt til føde, enten som rå, bagte, syltede eller blandet med anden mad.
Polynesierne har taget traditionen med til New Zealand, hvor maorifolket spiste rødalger ( karengo ) og
brugte brunalger til konservering af havfugle.
Fremstilling af tangsalt.
Hurtigt fandt man også ud af at udvikle salt fra tang – faktisk har man fremstillet salt helt tilbage til oldtiden. Ole G. Mourtisen nævner naturligvis også dette i sin bog:
Ved afbrænding af tang fremkommer saltholdig tangaske, som ved opslæmning i havvand og efterfølgende
inddampning fører til sortsalt, der indeholder nogle af tangens forbrændingsprodukter. Saltproduktion fra
tang har været udbredt i mange kystområder i Norden og har især været vigtig i perioder med knaphed på
importeret hvidt havsalt, især til nedsaltning af ferske madvarer. Gennem hele middelalderen og i Norge
helt op i 1900-tallet har tang, specielt blæretang og ålegræs, været brugt som gødning på markerne, ofte
sammen med staldgødning. Tangen har et pænt indhold af phosphor, kvælstof og især kalium, men
saltindholdet har været mindre ønskeligt for en del markafgrøder. Også i Norden har man i perioder
benyttet tang til at fremstille soda, for eksempel på Hirsholmene. Flere steder var sodaproduktionen dog
baseret på strandplanter, for eksempel er der ligefrem en urt, sodaurt, hvis navn afspejler denne udnyttelse.
Under arkæologiske udgravninger i Tårnby i 1993-94 før bygningen af Øresundsforbindelsen fandt man resultater, der tyder på, at Tårnby-bønder i middelalderen i stor stil brugte tang, som de havde nem adgang til. Tangen blev brugt til tagene på gårdene og som isolering. Man har også udvundet sæbe og vigtigt salt fra tangen. Salt blev brugt til at konservere fisk og kød. Kødet smagte sandsynligvis ikke godt efter at have været nedsaltet i lang tid, så i middelalderen krydrede man maden meget, og blandt andet brugte man koriander. På Amager er tang gennem flere århundreder blevet brugt som isoleringsmateriale for kulørne, og derefter genbrugt som gødning. Hver by havde sit eget tangstykke, og der var faste regler for, hvornår og hvordan man måtte hente tangen. I 1850 ansøgte 10 gård- og husmænd i Ullerup og Viberup Det danske Landhusholdningsselskab, der stod for Kongelunden, om tilladelse til at køre gennem skoven til stranden efter tang. Ansøgningen understregede tangens betydning for Amagerbrug, både som gødningsmiddel, da vi ligger langt fra København (hvor man hentede latrin), og til at bevare grøntsager om vinteren. I disse situationer var tang er i høj grad uundværlig.
(Kilde: dragørhistorie.dk)
Opdagelsen af Agar
Anvendelsen af udtræk af tang til tekniske formål går århundreder tilbage og har fundet anvendelse som tykner og geleringsmiddel. Princippet med at udtrække et geleringsstof, såkaldt agar, fra tang blev først beskrevet i 1658 i Kina og kort tid derefter overført til Japan, hvor agar kendes under navnet kanten. Agar er også kendt som et substrat til dyrkning af bakterier, en metode som blev introduceret af nobelpristageren Robert Koch.
I dag foregår alt industrielt, men efter introduktionen af det store udbud af frisk og tørret tang er bl.a. flere kokke interesseret i selv at lave det fra bunden af. Her er en beskrivelse af hvordan man lavede det i Japan i 1950´erne.
Tangen blev samlet op på stranden, og blev efterfølgende kogt i store trækar, indtil det blev en tyk suppe. Når suppen blev afkølet til ca. 30 grader, blev den så stiv, at den kunne skæres ud i blokke, som efterfølgende skyndsomt blev båret op i bjergene. Under nattefrosten frøs gelatinens sidste vandindhold til is som morgen efter smeltede i solen og flød væk. Tilbage var nu kun nogle ravgule strimler. Dette er agar – et letopløseligt stof uden lugt og smag og med en fantastisk geleringsstyrke. En enkelt skefuld pulveriseret agar for en del spand vand til at stivne til gelé.
Furgin eventyret i 1950´er i Danmark.
Et mislykket eksperiment i et køkken skabte i slutningen af 1950´erne et tangeventyr i Danmark. I Odsherred var man med på bølgen, mere om dette senere.
Det var en mand ved navn Frederik Nielsen, der havde fået et tip om at man af almindelig tang kunne udvinde alginsyre. Ja, det er faktisk en temmelig fantastisk historie, for det er historien om et mislykket forsøg, der blev til en sensationel opfindelse.
Det er historien om, hvordan Kattegats tang kom til at spille en rolle på Danmarks eksportbudget. Men vi skal tilbage til 1942, da Frederik Nielsen stod i sit køkken og kogte en brunlig suppe, der umiddelbart blev en uappetitlig suppe.
Frederik havde gennem nogle fiskere fået fat i en stor dynge blæretang, og var derefter gået i gang i køkkenet. Så i første omgang blev projektet med at udvinde alginsyre ikke til noget.
Selv om Freddy havde blandet tangen med forskellige kemikalier og kogt den, udeblev det ønskede resultat. Frederik var oprindelig uddannet frisør, men havde derefter kastet sig over en masse kemibøger. Men da han opdagede, at tangen fortsatte med at udvikle varme, blev han nysgerrig og undersøgte det tang, han havde fået fra fiskerne. Imellem blæretangen fandt han en rødalge, der blev benævnt som gaffeltarre (i dag gaffeltang). Han mente, det måtte være den, der var skyld i varmeudviklingen. Han sorterede gaffeltangen fra og kogte den i en kasserolle, og lod den stå et stykke tid. Resultatet blev en rød-brunlig, slimet masse – igen et mislykket forsøg. Så kasserollen blev stillet over i vindueskarmen, og forsøget blev glemt. Eller næsten. Dagen efter, da hans kone skulle bruge kasserollen, og Freddy ville gøre den ren, opdagede han, at den brune suppe i løbet af natten var blevet til en fast gele. Så uden at vide det, havde han fremstillet det eftertragtede stof, agar.
Freddy opnår flere anerkendelser for sine opdagelser. I 1945 indstillede Polyteknisk Læreanstalt ham til Facoprisen og i 1946 fik han Tuborgprisen. Men konkurrencen fra Asien var stor og selv om han kæmpede med at skaffe kunder bl.a. ved at rejse verden rundt, så lykkes der aldrig helt at opnå den store succes. Da Freddy Nielsen dør i 1950, overtog hans kollega arbejdet med at rationaliserer driften og produktionen. Da kollegaen foretager nogle analyser, finder han ud af at, det stof man fremstillede på basis af gaffeltangen overhovedet ikke var agar! Det havde dog en del ligheder men i virkeligheden var det furgin. Det havde en række særlige egenskaber, som gjorde det yderst velegnet til en del formå, hvor man ikke ville tænke på at anvende agar. Produktionen var på det tidspunkt ret omfattende i Danmark. Litex som lå i København, Skandinavisk Agar Industri” i Vejle og ”Algadan” i Frederikshavn, hvor Freddy Nielsens kollega var leder, arbejdede nu alle med at udvinde stivelse af tang.
Helt lokalt fandtes der en afdeling af virksomheden Litex, den lå i Havnsø (afdelingen blev oprettet i 1954). Her blev der i Tangkrogen sorteret tang til afdelingen i København.
Mængden af gaffeltang, der blev hentet i Kattegat ved at trawle tangen, var stor. Det var ikke unormalt for skibene at hente 100 tons om dagen. I 1958 blev der trawlet 25.000 tons gaffeltang i Kattegat.
Furginpulveret opløses nemt i koldt eller lunkent vand, og det har syv gange så stor gelstyrke som husblas.
I 1958 blev kun 5% af den danske furginproduktion solgt herhjemme, resten blev eksporteret. Således afsluttes historien om Freddy Nielsen
I dag eksisterer virksomheden CP Kelco i Lille Skensved, de arbejder med at udvinde tangstivelse. Dette produkt er også kendt som E-406 (Agar) og E-407 (Carrageenan) og dette tilsættes blandt andet i tandpasta, kakaomælk og flødeskum.
Tang til andre formål
I andre lande arbejdede man også med tang til andre formål. Alle arter, som omtales i det efterfølgende, findes også i Danmark. Dog har vi ikke søl i ret store mængder, da vandet i Danmark ikke er salt nok. Der er i skrivende stund forsøg med at sætte søl ud i Limfjorden, og dette projekt følger vi tæt. Søl, der også kaldes havets bacon, har altid været en populær art. Vi leverer den også i små og store mængder, men fra forskelligt ophav, alt efter hvor kvaliteten er bedst. Arterne om gelering findes i store mængder i kysterne omkring Danmark, og vi arbejder med et par af dem i vores laboratorium for at kunne høste dem på liner. I 2003 kom der endnu en art til Danmark, der kunne udvinde stivelse, nemlig Garcilaria. Den kom med balastvand fra Asien og har siden fundet sig til rette i de danske fjorde. Ole G. Mouritsen skriver:
Kilde: ”Tang – Grøntsager fra havet”
I Europa er det særligt Irland, Wales, Skotland, Bretagne, Island og Norge, som historisk set er blevet forbundet med tang, og tang har gennem tiden været en vigtig socio-økonomisk faktor i disse lande. Det berettes, at irske munke i 1100-tallet samlede søl (rødalgen Palmaria palmata) og gav den til de fattige, som nok har spist tangen i mangel af bedre. Irerne har brugt tangen både til føde, som skråtobak og til medicinske formål, for eksempel som middel mod orm, forkølelse og kvinders hjemlængsel!
Irerne har systematisk høstet tang fra 1600-tallet og har helt op til i dag haft en industri, der gennem årene har udnyttet tangen til markgødning, til indvinding af iod, soda og potaske til fremstilling af sæbe og glas og i nyere tid til mere højteknologiske produkter. Irlands tætte forbindelse med tang er ligefrem udmøntet i navnet på en mindre tangart, som hedder carrageentang (Chondrus crispus, på engelsk Irish moss ), der er en rødalge opkaldt efter det irske udtryk, carraigín, der betyder lille sten. Carrageentang findes ikke kun ved de irske kyster, men også andre steder i Europa, Nordamerika og Japan. Som navnet antyder, er carrageentang en god kilde til carrageenan, som er et stof, der benyttes som geleringsmiddel. I Wales bruger man stadig rødalger (Porphyra umbilicalis) i salater, i kiks og sammen med stegt kød. På trods af de rige traditioner for at nyttiggøre tang i Irland forbinder de fleste nok tang i Irland med fattigdom og den hungersnød, som opstod under kartoffelpesten, der hærgede landet i årene 1847-48
I Bretagne kender man til anvendelse af tang som menneskeføde mindst lige så langt tilbage som i Irland, og de lokale navne på rødalgen søl eller dulse (Palmaria palmata), dillisk i Irland og tellesk i Bretagne, tyder på en fælles oprindelse. Man har i århundreder og op til i dag brugt rødalger til kreaturfoder, og franskmændene har brugt brunalger markgødning siden 1300-tallet. I nyere tid har tangen også været brugt som gødning på vinmarker. Detaljerede regulativer med hensyn til, hvem der havde ret til at indsamle og høste tang, tyder på, at tangen i perioder har været en betydelig socio-økonomisk faktor. Tangaske er blevet brugt ved glasproduktion i Europa gennem hele middelalderen og op til begyndelsen af 1800-tallet. Fællesbetegnelsen for brunalger er kelp, der kommer af det franske culpe, som i middelalderen refererede mere til tangasken end til selve tangen. Af tangasken begyndte man også i Frankrig i starten af 1800-tallet at udvinde iod. Det førte til en betydelig industriel udvikling med op- og nedture, og på et tidspunkt var op mod tre tusind småbåde især i Bretagne engageret i indhøstning af fortrinsvis brunalger af Laminaria-slægten til iodproduktion. På højdepunktet i midten af 1930’rne høstede disse både mere end tons frisk tang om året. Efter 2. verdenskrig var behovet for iod dalende, og den franske tangindustri vendte sig mod fremstilling af alginater, der bruges som tyknere i for eksempel fødevarer. Nutildags er indhøstningsmetoderne optimeret, og næppe mere end både er i gang. De indsamler omkring tons frisk tang hvert år.
Tang op til i dag.
Hvor ofte spiser du selv tang? Du spiser faktisk mere tang, end du tror. Vi har tidligere nævnt, at der laves udtræk af tang, og det tæller med, og det overrasker mange. Vi oplever det, når vi har virksomhedsbesøg, holder foredrag eller har folk på tangsafari. Der er ingen tvivl om, at vi kun lige er begyndt at se mulighederne inden for tang. Gennem sushbølgen har mange stiftet bekendtskab med tang, som jo er den grønne plade, der bruges i forskellige udgaver på sushirestauranterne. Den grønne tangsalat nævnes også ofte, når folk fortæller, at de har smagt tang. Lad det være sagt med det samme, det er ikke selve tangen, du smager, det er marinaden, den ligger i. Hvis det var kål eller blade, ville de smage på samme måde, så det tæller ikke fuldt ud i “tangregnskabet”. Næste gang, du køber det, så tjek varedeklarationen. Der er dog tang i produktet – tang af typen wakame.
Vi springer frem til 2004, hvor Nordisk Køkkenmanifest blev skabt og formuleret. Seks punkter blev opstillet: renhed, årstider, etik, sundhed, bæredygtighed og kvalitet. Manifestet for Ny Nordisk Mad har en innovativ tilgang til traditionelle fødevarer med et stærkt fokus på sundhed og en etisk produktionsfilosofi. Sagt på en anden måde, madkulturen i Norden skal være kendt, beundret og elsket verden over for sine høje ambitioner, dejlige måltider, evnen til at forene god smag og sundhed, sin generøsitet og ansvarlighed i forhold til de store udfordringer, der er forbundet med produktion og forbrug af fødevarer. En række af Nordens toneangivende kokke underskrev manifestet i 2004, herunder Erwin Lauterbach og René Redzepi i Danmark.
På Meyers.dk skriver Claus Meyer: ”I 2004, knap et år efter at vi havde åbnet restauranten noma, samlede Rene Redzepi og jeg kokke, bønder, fødevarepolitikere, detailhandel og madfolk fra hele Norden til et symposium, hvor vi diskuterede, hvordan vi kunne skabe et nyt nordisk køkken sammen. Vores formål var ikke at lave gourmetrestauranter, men at finde ud af, om vi kunne arbejde for et fælles mål sammen i stedet for at slås for hver vores sag alene.”
Det var starten på en anden måde at tænke og tilgå fødevarer og producenter. Der kom fokus på tang igen. Nu var det havets grøntsag, der var direkte i fokus. Flere toprestauranter begyndte at bruge tang, som var frosset eller saltet, men ingen af delene gjorde tangen populær i branchen. I samme periode dukkede der virksomheder op i Europa, der producerede forskellige tangprodukter til salg for private, men efterspørgslen var ikke stor.
Her kommer vi ind i billedet
I 2015-2016 havde NOMA, der har været kåret som verdens bedste restaurant mange gange, været i udlandet for at søge inspiration. De vendte hjem og besluttede at bygge en helt ny restaurant, kendt som NOMA 2.0. I den forbindelse kontaktede de os og spurgte om vi var interesseret i at levere tang til dem.
Vi var kun 1 1/2 år gamle og kørte rundt i Danmark med vores salt, pesto, olie, og tørrede produkter. Beslutningen om at levere til NOMA var ikke svær – hvem ville ikke gøre det. Men det betød samtidig en total omvæltning af, hvad vi var i gang med. Mange møder og god opbakning fra bestyrelsen førte til, at vi i dag leverer både frisk og tørret tang til alle toprestauranter, samt restauranter, cafeer og cateringvirksomheder. I november 2021 indgik vi et samarbejde med Fiskerikajen, der leverer fisk til mange af de samme kunder. Det var et godt match, da fokus på tang steg, især på grund af fokus på klimaet. I dag kan vi levere 22 forskellige friske arter af tang i løbet af året. Med beskedenhed siger vi, at vi gennem årene har introduceret og lært mange kokke at arbejde med havets grøntsager. Andre virksomheder er også dukket op i Danmark og Europa, og det vil helt sikkert fortsætte. Mulighederne i havet er enorme.
Tang som gødning
Når du kører langs vandet, vil du ofte støde på veje, der har noget med tang at gøre, som Tangvejen eller Tangkrogen. De henviser alle til steder, hvor kystboende landmænd henter tang til enten jordforbedring eller foder til deres dyr
De store gårde tæt ved kysten havde ofte en tinglysning, så de ansatte efter en storm kunne køre i pendulfart mellem kysten og gården via veje som Tangvejen eller Tangkrogen. Tangen eller ålegræsset blev fx brugt som isolering af iskuler, hvor store isblokke, skåret ud af tilfrosne søer og moser, blev anbragt om vinteren til at afkøle madvarer om sommeren. Samme materiale blev brugt til at beskytte opbevarede fødevarer for mennesker og dyr mod frost og kulde, fx ved at lægge et lag oven på roe- og kartoffelkuler. Når tangen langsomt gik i forrådnelse, blev den pløjet ned og fungerede som gødning.
At bruge tang som gødning er ikke nyt. Måske er det her, man har set de tidligste anvendelsesmuligheder af tangen. Kystegnene på Island, Færøerne, Norge og Irland kender til brugen af tang som gødning tilbage til 1300-tallet. I Skotland og Irland lavede man højbede med tang, de såkaldte “Lazy beds”, hvor man blandede sandet jord med tang. I disse højbede dyrkede man primært kartofler.
Herhjemme er det de sidste år blevet meget populært at dyrke kartofler i tang igen. Det skete efter en udsendelse på DR, hvor Søren Ryge besøgte Helle Møller, som havde inddraget sin græsplæne og i stedet dyrkede grøntsager. Sammen med sin datter viste hun Søren Ryge, hvordan kartoflerne så ud. Det var imponerende.
Du kan se klippet her: dr.dk/drtv/episode/soeren-ryge_-droemmehave-i-hvidovre_123541
Internettet boomer med spørgsmål om at bruge tang og ålegræs som gødning. Landmændene gjorde dette tidligere, og nu er det populært at lægge tang og ålegræs under bedene i haverne i stedet for dækbark. Dette tilfører faktisk også gødning til planterne. Planter fra stranden, som selleri, kål og asparges, er særligt glade for dette. Brug primært ålegræs, helst det der er slået i stykker (optimalt 10-15 cm lange). Salten i ålegræsset skal ikke frygtes, især ikke hvis det har regnet en gang eller to, efter det er kommet op på kysten.
Som strøelse til jordbær har ålegræs også vist gode resultater. Det skal gerne være tørrede stykker så lange som muligt. En af fordelene er, at det mørke ålegræs tiltrækker solen hurtigere, hvilket gør at det tørrer hurtigere op igen. Saltet i ålegræsset holder også snegle væk. Det sies at ålegræs under roser kan holde lusene borte, men dette er ikke be- eller afkræftet. Ålegræs og tang er lige så godt som jord fra byggemarkeder og planteskoler, og er samtidig bedre for miljøet, da det ikke frigiver CO2 på samme måde som når man graver moser ud for at hente plantejord. Denne proces frigiver store mængder CO2.
Som en interessant detalje om brugen af tang og ålegræs til jordforbedring, så tænk på landmændene på Lammefjorden. De har nogle af de bedste jorde i Danmark til dyrkning af grøntsager, da de dyrker i den gamle havbund, hvor tang og ålegræs har lagt sig i mange år.
I dag ser man flere produkter med tørrede granulater eller flydende ekstrakter af brunalger som kunstgødning.
Tang som foder
Når ålegræs skyllede ind i efteråret, kunne det bruges som supplement i år med ringe græs- og høproduktion. Vi ser ofte rådyr spise tang ved kysten, når vi høster den. Tidligere indsamlede gårdmænd det tørre tang, hældte kogende vand over det, inden det blev brugt som foder. Ofte blev den opblødte tang blandet med hø og fiskeaffald.”
I dag er der stadig mange, der køber tang som en form for kosttilskud til deres dyr, fx grise, køer, heste, får, og høns. Der er tale om arter som blæretang, fingertang, og buletang, som høstes, tørres, og sælges som granulat.
Vi har også nogle, der køber tørret tang af os til dyrefoder, selv om det er i meget begrænset skala. Det er affaldstang, som vi sorterer fra, når vi pakker tang til menneskelig føde, og som er suppleret med tang vi beskærer, når vi høster. Beskæring betyder blot, at vi skærer det dårlige tang væk, så tangen kan gro nye fine skud.
Vi sælger tang med bæredygtighed for øje og fordi vi i virksomheden arbejder efter en “No Waste” tankegang. Vi er også involveret i projektet ClimateFeed, hvor det undersøges, om tang kan begrænse landbrugets udledning af drivhusgasser. Målet for forskningsprojektet, med støtte fra Innovationsfonden, er at udvikle fodertilskud med tang, der kan reducere køernes udledning af drivhusgasser.
Læs mere om det her:
teknologisk.dk/ydelser/tang-i-foderet-skal-reducere-drivhusgasser-fra-malkekoeer/41135
I takt med den øgede fokus på landbrug og fodring af husdyr, der både kræver store mængder og arealer, ses flere projekter, der undersøger muligheden for at fodre husdyr med produkter fra havet.
Tak til kilderne bag denne tekst: Videnskab.dk, Nationalmuseet, Ole G. Mouritsen, Dragør Lokalarkiv.